|
| |
Trans-Europa Ekspres
Dr.phil. Per Stig Møller i forordet til debutromanen
Trans-Europa
Ekspres:
- "Udenrigspolitik er som et skakspil. Det er noget med at se:
Hvis man nu laver det træk: hvad vil det føre til? Og hvis man
forestiller sig modpartens muligheder i skakspillet: hvad kan man så
gøre? Og hvad vil være dødfødt? Jeg har altid haft den opfattelse,
at i Kreml var man meget dygtige skakspillere. Et forhold, der må
siges at have affødt en markant og ofte fatal indflydelse på
omverdenen. Ud fra denne synsvinkel, kan man sige, at det stærkeste
træk ved Trans-Europa Ekspres er, at bogen, trods det væld af
myter som har vanskeliggjort en dybere forståelse af vor samtid, i
sit forløb evner at skære igennem og med nogle farverige personer
formår at skabe nogle situationer, som er på omgangshøjde med de
skelsættendeting, der er hændt i Østeuropa. Trans-Europa Ekspres
er et interessant forsøgpå at sammenkode den seriøse idéroman
meddet uhøjtidelige underholdende til en fornyende, kosmopolitisk
dansk roman."
'Trans-Europa Ekspres' fra 1990 er
nok udsolgt fra Aschehoug Dansk Forlag, men læs her anslaget; stemningen; hvordan det var
at komme til Østblokken dengang det hele var som støbt i beton:
Mundingsglimtet stråler i brøkdele af et sekund som en blågylden
korona. Tusinder af henrykte hagl letter i tæt formation fra det korditrygende
dobbeltløb. Ekkoets vilde rikochetteren i det tomme rums snørklede
krinkelkroge...
Steffen vågnede ved at et rebelsk
skinnestød smældede og gjorde ved. Navlestrengen til drømmeland var
uigenkaldelig cutted. Steffen gabte længe, og nåede at gnide søvnen af
øjenkrogene - inden han ænsede det smalle synsfelt som åbenbarede sig
mellem Reichsbahn-gardinet og den gamle regnfrakke, han aftenen forinden havde
hængt op for at skærme sine trætte øjne mod loftarmaturets utrættelige
vågelys.
Indefra kunne han se et fladt, vidtstrakt vinterlandskab,
over hvilket de sidste rester af daggryet svævede. Blæst var vidderne for
større vegetation, markerne havde længe været under rationel stordrift med
tunge maskiner. En samling forvitrede birketræer opstod pludselig, fejede
lynsnart forbi og lod i nogle sekunder deres silhuetter svaje mod en beskidt
papmachéagtig himmel. Lidt efter gungrede toget til en forandring over et
skiftespor, og skinnesammenføjningernes fortærskede rytmik slog som et
ekstra pulsslag op gennem hans nærmest radbrækkede krop. Rytmen var til at
leve med, men ikke den nærgående kulde. Steffen strøg med anklen den
rillede radiator, og fik bekræftet at den var kold. Han vendte sig halvvejs i
sædet (mens han forbandede togpersonalet) og krøb sammen, næsten i
fosterstilling, med fødderne hvilende på nabosædet. Med den frie arm
viftede han regnfrakken bort fra ansigtet, og fik nu lejlighed til at studere
sine tre medpassagerere.
Gemt bag voluminøse frakker sad de i hver sit hjørne og
sov. Parret længst borte havde ladet fodtøjet stå for bedre at kunne krydse
ben henover de fremskudte grønne plydssæder. Konen, klædt i en ubestemmelig
farvet spadserdragt, havde i søvne skudt sin svulmende hofte så nær, at
Steffen greb sig selv i at tænke på en uformelig sæk kartofler. Manden, der var
atletisk bygget med svære tatoverede underarme, matchede hende
forunderligt nok. Det overraskede ham, at manden ikke frøs i sin halvt
gennemsigtige nylonskjorte med netundertrøje nedenunder.
Manden på den modsatte vinduesplads var gjort af andet
stof. Godt gemt bag sin lange matskinnende loden sad han og snorkede, så
lægget i frakkens ryg udvidede sig en smule, hver gang han åndede ud. På hans
knæ lå der en avis, der på forsiden forkyndte en indflyvningsulykke i Athen
med 122 omkomne og et mislykket attentat på den israelske chargé d'affaires i
Ankara, hvor gerningsmanden undslap.
Siden 22.12 havde det samme søvndyssende tema med de samme
endeløse variationer trængt sig på fra alle verdenshjørner. Han følte sig
som en lille rotte i et stort mekanisk klaver. Mest højlydt kom bassen til
bogiernes løsslupne dans over det blanke skinnelegeme. Dybet blev til stadighed
akkompagneret af vindstøjen og den ældre mands vedvarende snorken.
Loftsventilatoren blandede sig af og til og roterede i spinnende drift trykket
af kupéen.Det opståede vakuum holdt effektivt lydene på afstand og et
tiltrængt rum dannedes om hans tanker. Han skuttede sig og trak atter
regnfrakken tilbage foran ansigtet. Lyset skinnede ind ad lommeåbningen. Han
lænede sig mod hovedstøtten, lukkede igen øjnene og fandt en slags velvære
ved den stigende temperatur som åndedraget indgød den nære verden bag
inderforet. Den hule gang udenfor formidlede formidlede fragmentariske lyde af
dæmpede stemmer og trippende fødder. Ekspressen duvede nu let fra side til
side og skar under de værste udskejelser mikrontynde spåner af det arkaiske
skinnelegeme. Larmen forstærkedes kraftigt et øjeblik. En viadukt. Steffen kom
af vanvare til at tænke på Berit - og smagte smerten - inden den bredte sig ud
i alle fibrene og krøllede al hans frygtløshed sammen som knitrende cellofan.
Han tvang sig til at sende de sentimentale tanker i eksil langt bag toget.
Toget susede forbi en jernbaneoverskæring. Klokker bimlede
og bamlede og tonede døende bort i rask tempo. Han var i det mindste på vej.
Toget duvede. Steffen nikkede bag sit skærmende foer og faldt snart på ny i
søvn.
'TRANS-EUROPA EKSPRES' er udsolgt fra Lindhardt & Ringhof, men
kan f.eks. lånes på Hovedbiblioteket
i København, brug bibliotekets hjemmesides søgefunktion med
tilhørende reservationsmulighed.
|
